Vil gerne tale om døden, men ved ikke altid hvordan

Når vi er døende, tænker mange af os mere over, hvorfor vi er til og meningen med livet.

Det har en række forskningsresultater påvist.

”Livstruende sygdom kan lede til en intensivering af eksistentielle, åndelige og /eller religiøse overvejelser,” konstateres det i blandt andet et dansk studie, der som noget nyt forsøger at finde frem til, hvordan personalet kan give de døende netop de samtaler, der kan give dem den bedste åndelige og eksistentielle omsorg.

Deres konklusion viser, at patienterne gerne vil tale om deres forestående død og alle de tanker, der følger med.

Men de har ikke altid de rette ord.

Da har de brug for samtaler, der understøtter et ”værenshåb”.

De bruger de ord, de er mest vant til at bruge og høre, og det er – som syg – overvejende medicinske ord, som de har lært at bruge om deres sygdom og tanker om død og liv. Det er ord og sætninger, der handler om at blive behandlet, om at blive rask, blive repareret.

Men når de er indlagt på hospice, er det i mindre grad det, som det handler om. Da ved de, de er døende.

Og da har de brug for samtaler med andre ord, som kan møde dem i det. Da har de brug for samtaler, der understøtter et ”værenshåb”.

Sådan skriver forskningsgruppen ”Eksistentiel og Åndelig Omsorg”, SDU, og professionshøjskolen Absalon, Center for Sygepleje, i deres forskningsartikel, ”«… Nu er det hele snart forbi …» Et kvalitativt studie af terminale patienters sproglighed omkring død og efterliv”.

Den kan læses i sin helhed via link nedenfor.

Taler om fysiske løsninger, ikke død og liv

Patienter, der er tæt på at dø, ”udviser ikke privathed”, skriver forskerne, der udførte interview med 12 personer på to hospicer.

Men ”patienternes overvejende grad af medicinsk sprog og forståelser” understøtter ”et konkret fremtidsrettet håb, hvor de primært håbede at blive raske”.

Det kan gøre, at patienterne ikke får fat på det ”eksistentielle værenshåb”, som ellers kan være det helt centrale behov i den sidste tid.

Den type håb står i kontrast til den slags håb, der er knyttet til praktiske løsninger.

Det er ”kendetegnet ved ikke at være konkret løsningsfokuseret”, og så indeholder det ”en tros- eller tillidsdimension om ”at håbe”.

Den type håb står i kontrast til den slags håb, der er knyttet til praktiske løsninger; ”gørenshåbet” som er den slags håb, det medicinske sprog oftest handler om, og som personalet derfor har lettest ved at benytte sig af.

Svært for personalet

Selv om både danske og internationale studier ifølge artiklens forfattere peger på, at døende patienter kan få en bedre sidste tid ved at dele deres tanker og følelser om døden og livet med personalet, så har læger og andre sundhedsprofessionelle svært ved at tale med patienter om netop det.

Ifølge disse studier foregår samtalerne ”ofte ikke, selvom patienterne efterspørger” dem, og det kan blandt andet skyldes, at ”lægerne antager”, at ”patienter ikke ønsker at tale om død,og at lægerne mangler selvtillid omkring egne evner til at have en sådan samtale.”

De har en ”begrænset eksistentiel sproglighed”.

Det ser ud til, at det kan også være svært at afkode patienterne, fordi de benytter det medicinske sprog, de er vant til at høre på sygehuset. De har en ”begrænset eksistentiel sproglighed” og får derfor ikke får italesat ”deres tanker og forestillinger om død og efterliv”.

Blot en af de 12 interviewede patienter havde et sprog om sin situation, der ikke var ”det medicinske”, men det religiøse sprog, hun havde med sig hjemmefra.

Forskerne ”fandt det påfaldende”, at flere af patienterne talte mindst medicinsk i deres svar på spørgsmålet: ”Hvad tænker du der sker, når man/du dør?”

Da havde de en ”overvejende eksistentiel og langt mindre medicinsk sprogbrug”, hvilket leder til overvejelser om, at personalets måde at spørge på kan åbne op for en samtale med ”værenshåb”.