Ricko Damberg Nissen: Det handler slet ikke om religion

I samfund som det danske lever mange med eksistentielle tanker. Det gælder både patienter, personale og pårørende.

For mange får det eksistentielle og åndelige særlig stor eller endog en helt ny betydning, når de selv eller dem, de holder af, bliver alvorligt syge.

Hvad skal personalet stille op med det i deres arbejde?

I takt med, at der kommer større dokumentation af, at det betyder noget for nogle af patienternes trivsel, helbred og rehabilitering, at sundhedspersonalet tager deres eksistentielle og åndelige behov og overvejelser seriøst, vågner også en faglig tvivl hos de ansatte.

Er det overhovedet en del af mit arbejde?

Er jeg klædt på til det her? Rækker min faglighed? Hvad nu, hvis jeg ikke selv går med de tanker? Hvis, jeg nu ikke gør det godt nok, kommer jeg til at gøre det værre for patienten?

Er det overhovedet en del af mit arbejde?

”Det er et svært emne for mange i sundhedsvæsenet,” erkender Ricko Damberg Nissen, seniorforsker i Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA).

Ikke religion, bare det at leve og dø

”For det første vil jeg slå fast: Det handler slet ikke om religion. Det handler om de grundvilkår, som vi lever under. Basically, at vi bliver født, og vi lever, vi dør. Dem møder man blandt andet ved sygdom: Hvordan skal jeg forstå mig selv som menneske, når jeg skal dø,” indleder Ricko Damberg Nissen.

Han er med i forskningsgruppen for Eksistens og Åndelig Omsorg og har i en række år forsket i den situation, fagprofessionelle i dag står i. Sammen med cand.psyk.aut., ph.d. Aida H. Andersen har han udviklet et begreb, teori og metode til at sætte ord på den.

De kalder det den post-sekulære forhandling.

Det danske sundhedssystem er sekulært, bygget på naturvidenskabelige beslutninger truffet ud fra fakta. Samtidig kommer patienter nu og står ved, at det eksistentielle og åndelige betyder noget for deres helbred, deres måder at leve med sygdomme på og tillige deres pårørendes trivsel. Det kan forskere på blandt andet Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA) dokumentere.

Hvordan kan de to diskurser eksistere sammen?

• Ricko Damberg Nissen. 
• Seniorforsker, Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA), Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
• Ph.d., cand. mag, religionsvidenskab og antropologi.
• Forskningsområder: Religiøs Innovation, antropologiske metoder, kvalitative metoder.
• Læs detaljeret CV

At tænke over og tale om det at leve og dø bliver aktuelt for mange, når de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet. Samtidig skal personalet stå på sundhedsfaglig grund.

Det er ikke umiddelbart deres job at tale om for eksempel tro. De skal tage sig af det, der betyder noget for helbredet – men hvad nu, når man nu ved, at tro også gør det for nogle?

”Vi er nødt til at tage den post-sekulære forhandling,” fastslår han.

Forbliv sekulær

Den post-sekulære forhandling er ikke noget, man kan undgå.

Den foregår overalt i samfundet i de her år, hvor det ses, at folk søger ind i noget eksistentielt, åndeligt, spirituelt, trosmæssigt med mere, selv om mange i nogle generationer har ment, at religion med mere var fortid.

Men mennesker er ikke alle kun sekulære.

Mange har et trosliv af en slags, også patienter, pårørende og personale. Hvordan skal det komme i spil, så det kan gøre godt for helbredet?

”Den post-sekulære forhandling handler om, at personale skal forholde sig sekulært, også når det drejer sig om åndelig og eksistentiel omsorg,” understreger han. 

Personale skal forholde sig sekulært, også når det drejer sig om åndelig og eksistentiel omsorg.

De ansatte skal forblive i den sekulære sfære, hvor de har en sekulær, faglig pligt til at bringe dét ind i behandlingen, som kan have betydning for patienten. Og det kan det eksistentielle for nogle.

Forhandlingen går ud på, at sundhedspersonale skal lære i den konkrete situation at finde faglig plads til det eksistentielle, fordi man nu ved, at det kan have stor betydning for patienterne.

Uanset, hvem personalet er, er deres handlinger i sundhedssystemet sekulære, hvad end de er troende eller ej. Og det er deres ansvar, at alt det, der kan gavne patienten, kommer frem.

Respektér patienten

Det ansvar kræver kunnen og præcision at mestre, også på det eksistentielle område.

”Den sundhedsprofessionelle har ansvaret for fokus på patientens bedste. Patienten har ret til at være alting. Det er legalt for patienten at sige, at det er Guds straf, at jeg har fået kræft. Så kan du sidde som læge og tænke: Den bliver svær, denne her,” påpeger Ricko Damberg Nissen.

Du skal ikke tage stilling.

”Da er du nødt til at holde fast i din sekulære grounding. Det er en svær balance. Man er nødt til at respektere, at patienten har sine rettigheder, så længe vi har et demokratisk, multikulturelt, post-sekulært og pluralistisk samfund. Man kan ikke begynde at sige til patienten, at den tro, du har, simpelthen er noget juks. Det er ikke dit job. Du skal ikke tage stilling. Du kan godt tale om tro, men kun patientens tro, den sundhedsprofessionelle må forblive sekulær. Det er komplekst og svært.”

En af de samtaler, mange kender til, er den om blodtranfusion, som medlemmer af Jehovas Vidner ikke ønsker. Den er et konkret eksempel, der har ekstreme konsekvenser, men der findes også mange andre situationer, personalet oplever i det daglige.

I et af sine forskningsprojekter citerer Ricko Damberg Nissen som eksempel en læge, der havde en pige som patient.

Hun spurgte lægen, om hun troede på engle, for det gjorde hun, og de passede på hende. Lægen svarede, at det lød som om, at det var godt for hende, så det skulle hun da bare blive ved med.

”Det er formentlig en god måde at tage den samtale på. Patienten er ikke psykotisk eller noget, og hvis lægen skønner, at det hjælper personen, så må vi støtte det, uden at lægen selv går ind og siger, om hun tror på engle eller har set dem eller et eller andet. Hun skal ikke blande sit eget ind i det, men støtte patientens positive udvikling. Hvis, oplevelserne havde været negative, og pigen havde set engle om natten og var bange for, at de huggede hovedet af hende, så må lægen tale ud fra det. Lægen skal tage udgangspunkt i patientens billede og ikke sine egne forestillinger,” siger Ricko Damberg Nissen.

Egen skyhed blokerer

At holde patienten og ikke sig selv i centrum er afgørende for fagligheden, påpeger han.

”Den ansatte har en rolle. De er ansat i det danske sundhedsvæsen og skal hjælpe patienten på den måde, patienten bedst kan hjælpes på.”

Det gælder også, når det er svært for den ansatte. Og det er svært med det eksistentielle og åndelige. Selv om de ansatte ved, at det betyder meget for mange patienter, er skyheden stadig stor.

Såvel hans som andres forskning viser, at de ansatte kan tale om alt muligt andet med patienterne, som de ved, er vigtigt for dem og deres liv med sygdomme, men ikke dette.

Mange sundhedsprofessionelle er bange for at træde folk over tæerne.

Også for de professionelle er det eksistentielle og åndelige felt et tabu. Både privat og på job. De er usikre og tier fremfor at spørge.

”Mange sundhedsprofessionelle er bange for at træde folk over tæerne ved at risikere at vise såvel deres egen tro som deres egen mangel på tro. Derfor går de slet ikke faglig i gang med den samtale. Men vi skal frem til at se, at handlingerne i sundhedssystemet er sekulære. Det er ikke mennesket, der er det.”

Ikke en privat sag

Den post-sekulære forhandling kræver, at de ansatte holder deres private forhold til det eksistentielle og åndelige på afstand for at være professionelt fokuseret på patientens behov.

Men det er ikke ligetil.

“Både Aida og jeg stødte på det fuldstændig uafhængigt af hinanden,” erindrer Ricko Damberg Nissen.

Det handler ikke om den ansattes tro. Det handler om patienten.

”Mange sundhedsprofessionelle ser religion, eksistens og åndelighed og alt deromkring som privat område. Det vil og kan de derfor ikke blande sig i, argumenterer de. Nogle af de troende i sundhedspersonale taler om, at de ikke vil missionere. Og de ikke-troende tror ikke, de ved nok om det. Jamen, det handler ikke om den ansattes tro. Det handler om patienten.”

De mange barrierer for den post-sekulære forhandling beskriver de i artiklen “Addressing Religion in Secular Healthcare: Existential Communication and the Post-Secular Negotiation.”

Kan betale sig

For Ricko Damberg Nissen er det vigtige at understrege det faglige fokus.

De sundhedsprofessionelle er på arbejde, når de er sammen med patienter, ligesom lærere og pædagoger og alle andre faggrupper.

Og det er den ansattes ansvar at lade det handle om patienten og blive så dygtig som mulig. Det ansvar betyder blandt andet, at man ser patienternes behov.

”Der ligger en enorm stor anerkendelse af feltet derude. De ser, at det er et behov, deres patienter har.”

Det gælder på hospice og på sygehuse, men også i almen praksis, hvor en stor del af konsultationerne ikke handler om konkrete, somatiske sygdomme, men om behov, hvoraf en del vil ligge indenfor det åndelige og eksistentielle.

Hvis man hjælper mennesker, der har eksistentielle kriser, så får de det langt bedre.

”Det er ikke min opgave her at svare på, hvis job det er at imødekomme behovet, men vi kan dokumentere, at der er en opgave, som det kan svare sig at løse. Forskningen viser, at hvis man hjælper mennesker, der har eksistentielle kriser, så får de det langt bedre. Så meget bedre, at det bon´er ud på kasseapparatet. Kynisk sagt.”

Den rå, økonomiske fordel øger hans frustration over, at nogle stadig afviser eksistentiel og åndelig omsorg, fordi de anser feltet for at være religiøst.
”Det er meget, meget vigtigt at sige, at den her opgave intet har med religion at gøre. Vores udgangspunkt er på et sekulært grundlag og i den sundhedsfaglige diskurs. Og ikke andet. Vores forskningsresultater er forankret i data.”

Er en proces

Hvem, der får behov for hvilken åndelig og eksistentiel omsorg, kan personalet ikke afgøre uden en faglig indsats.

Behovet for åndelig og eksistentiel omsorg kan desuden melde sig hvor som helst i sundhedsvæsenet og andre steder, når som helst og igen og igen.

Ricko Damberg Nissen redegør derfor for åndelig omsorg som en proces i blandt andet forskningsartiklen “The Process of Spiritual Care.” Forskningsartikel bragt i Frontiers in Psychology, 2021. Læs mere om det i artiklen her på siden: Det sker ikke overnight.

”Egentlig er det en del af det at være menneske, som vi måske endda yder til hinanden løbende, men i sundhedsvæsenet, så er det noget, der bør sættes professionelt i gang. Om ikke før, så i hvert fald når en alvorlig diagnose bliver stillet.”

Der er nogle mennesker, der er stærke nok til klare det selv, men mange har svært ved det.

Mennesker kommer i krise, blandt andet når de eller deres nære bliver alvorligt syge, og da skal den professionelle indsats sættes ind.

”Hvad er det for et menneske, jeg har med at gøre her? Hvor er det her menneske groundet henne, hvis man skal sige det sådan? Allerede fra starten skal man prøve at få det struktureret. Der er nogle mennesker, der er stærke nok til klare det selv, men mange har svært ved det, og mange bliver ulykkelige. Ofte er det som en kæmpestor elefant i rummet, som ingen ved hvordan de skal adressere, og til sidst er det for sent.”

Samtaler om det åndelige og eksistentielle ”har været den store elefant”, et tabu, og det ”mærker vi konsekvenserne af nu”.

Indsats er i gang

Når man på arbejde mødes af et behov, man ikke er uddannet til, sætter en faglig usikkerhed ind. Stress og frustration kan blive følgesvende, når man ikke kan agere professionelt.

Også derfor er en indsats nødvendig.

Det ved de sundhedsprofessionelle, der ”gerne vil” tage feltet seriøst, ”men mangler redskaber,” konkluderer Ricko Damberg Nissen.

Dem er han og hans kolleger derfor godt i gang med at udvikle. Han er blandt andet i gang med et forskningsprojekt i Kolding, hvor et tættere samarbejde mellem læger og præster følges tæt.

”Det kan jo være, at den bedste måde at opfylde patientens behovet er at lede patienterne hen til en, der kan.”

Landet over gøres der ”mange gode erfaringer ude på hospice og palliative afdelinger, hvor de har døden tæt på.” Den viden kan ”bringes andre steder hen og hjælpe”. 

”At vi eksisterer som forskningsgruppe,
er dokumentation for,
at der er gang i at nedbryde et tabu.

”Det er blandt andet det, vi gerne vil gøre med hjemmesiden her,” siger Ricko Damberg Nissen og kalder selve eksistensen af forskningsgruppen ”Eksistentiel og Åndelig Omsorg”, som han er medleder af, for et led i samfundets post-sekulære forhandling.

”At vi eksisterer som forskningsgruppe, er dokumentation for, at der er gang i at nedbryde et tabu. Der er ved at være en accept af, at der er brug for eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark. Selvom det er svært, er der en vilje til at undersøge det. Det er da positivt.”

Tekst: Charlotte Rørth