Når de voksne dør: Der skal tales med både små, store og helt store børn – men ikke på samme måde

Tallene råber højere end børnene, der ikke altid af sig selv siger ret meget, når deres far eller mor er døende.

Hvert år mister 2500 børn og unge i Danmark en af deres forældre. Omkring 39.000 oplever, at en forælder indlægges med en livstruende sygdom.

Bliver børnene ikke hjulpet, øges deres risiko for depression, selvmord, post-traumatisk stress og psykiske problemer senere i livet, ligesom der ses et øget forbrug af antidepressiver foruden fysiske helbredsproblemer og øget dødelighed.

Når børn mister deres bedsteforældre, kan det også påvirke dem hårdt, da det ofte er børnenes første møde med sygdom og død, men dette ved forskerne ikke meget om endnu.

Læs: Sådan kan du yde eksistentiel omsorg på dit job

For alle børn, der oplever deres nære voksne dø eller være hårdt ramt at sygdom, gælder det, at de har en større risiko for at udvikle følelses- og adfærdsmæssige problemer, ligesom deres evne til at klare sig både fagligt og socialt i skolen og på uddannelsesinstitutioner kan forringes.

Kan voksne hjælpe?

Ja.

Tal med dem

Hvis, de voksne bruger tid og kræfter på at drage omsorg børnene, kan nogle af de mulige barske følger afhjælpes. Måske ikke helt, men delvist.

En afgørende indsats er at tale med børnene. Men man skal tale forskelligt med dem alt efter alder.

Det påpeger to forskere fra forskningsgruppen ”Eksistentiel og Åndelig Omsorg” under Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, SDU.

Læs: Børn tror helt af sig selv

Det er ikke altid let at ramme den rette måde at samtale på, men i deres artikel offentliggjort i Seminars in Oncology Nursing hjælper lektor og Cand. Psych., Ph.d., Dorte Toudal Viftrup og Ph.d.-studerende, cand.scient.san og jordemoder Sara Stage Voetmann på vej.

… there is a need among Danish children and youth, whose relatives are struggling with a life-threatening cancer illness to have conversations about existential and spiritual feelings …

Den er skrevet på baggrund af deres viden om børn og unge alder i forhold til død og tab, samt et studie blandt børn, der var pårørende til døende på fire danske hospicer.

Læs: Voksne har pligt til at tale med børn om åndelighed – her er en kort guide

Som de skriver: ”there is a need among Danish children and youth, whose relatives are struggling with a life-threatening cancer illness to have conversations about existential and spiritual feelings, thoughts, and reflections.”

Børnehavebarnet: Kan isbjørne flyve?

I artiklen beskriver de, hvordan de tre til seks-årige primært brug for voksne, der kan ”support their growing spirituality” og kan hjælpe dem til at vise, udtrykke og forstå deres følelser, ”show, express, and understand their feelings.”

Det kræver en indsats af de voksne at forstå, at det er en samtale af relevans, når seks-årige ”Ella” i studiet spørger, om isbjørne kan flyve?

Hun spørger efter at have fortalt, at hendes bedstefar har en særlig(e) kræft/kræfter, som lægerne ikke kan fjerne. Hun er klar over, at bedstefaren er meget syg, men en seks-årig forstår ikke, at døden er permanent, men ”Ella” tænker, at han kommer til himlen og bliver en stjerne.

Børnehavebørn vil som “Ella” typisk udtrykke sorg som et ønske et kram eller en is.

Hun tager det bogstaveligt, når voksne taler om døden som at sove ind, og forholder sig konkret til døden og sorgen.

Et barn i hendes alder sanser verden, påpeger forskerne, og reagerer ”directly and uncomplicated in its relationship with people, God, and other spiritual concepts and understandings.”

Børnehavebørn vil som “Ella” typisk udtrykke sorg som et ønske et kram eller en is eller prøve tankerne om døden af ved at tale om dyr.

De voksne skal derfor møde førskolebarnet med “positive emotions, understanding of their logic, and concrete care”, med positive følelser, forståelse af deres logik og konkret omsorg.

Skolebarnet: Bedstemor kommer ikke til min konfirmation

“Sophie” på 11 år, som forskerne talte med, kom i samtalen med en for den aldersgruppe meget vigtig erkendelse, da hun fik sagt, at hendes bedstemor ikke kommer til hendes konfirmation, “Grandmother will not be attending my confirmation.”

“Sophie” har altid været tæt knyttet til bedstemor og ser hende som en naturlig del af sin fremtid. Hun besøger hende på hospice hver dag, og er ind i mellem vred på sig selv over, at hun har taget sin bedstemors deltagelse i konfirmation for givet, ”had taken this for granted,” og hun er vred på sygdommen, på kræften.

Det syv til 12-årige skolebarn har, skriver forskerne, udviklet kognitive færdigheder til at forstå årsager og sammenhæng, ”developed the cognitive abilities to understand causes and connections.” De kan forstå, at døden er permanent, men de kan måske ikke helt kan begribe, hvad det vil sige, “may not always grasp the full picture of what that means.”

I den alder er de optagede af, hvad der er sandt og hvad, der ikke er det og har typisk stor tillid til de voksnes udsagn.

I den alder er de optagede af, hvad der er sandt og hvad, der ikke er det og har typisk stor tillid til de voksnes udsagn. Deres kognitive øges hurtigt i disse år, og de kan følelsesmæssigt ikke altid nå at følge med, og derfor kan de blive rigide i deres tænkning, også i deres tænkning omkring åndelige emner.

De voksne skal derfor møde skolebarnet med på en mild og respektfuld måde, ”in a gentle and respectful way.”

De voksne skal lytte, samtale og gøre det muligt for børnene at dele deres tanker og følelser, og de skal anerkende dem og også gerne dele deres egne tanker om tvivl, håb, tro, behov og følelser om døden og meningen med livet, ”doubt, hope, faith, needs, and feelings about death and the meaning of life”, i et sprog, børnene kan forstå.

Teenageren: Min eksistentielle krise

Den unge voksne, de 13-22-årige har behov for voksne, der er villige til at være der for dem fysisk, mentalt, socialt og spirituelt ”in a genuine relationship”.

Som 18-årige “Tobias” i studiet. Han har mistet sin mor til kræft, og hans far er døende.

Almindelige unge går ud og har en masse venner, konstaterer han i et interview med forskerne, hvor han også fortæller, at han var lettet over ikke at fortælle om sine forældre på et musikkursus. Musikken bruger han meditativt, han anser ikke sig selv for at være spirituel og ved, at han stod og står overfor ”a major existential crisis”.

De voksne skal være opmærksomme på hans “existential suffering” og have øje for, om han kan bevare eller genopbygge sit livsmod, håb og mening.

Teenagere kan tænke abstrakt og personligt, ”abstractly and personally” om liv og død og har brug for en åndelighed, der er forbundet til deres eget liv.

De voksne skal være opmærksomme på hans “existential suffering” og have øje for, om han kan bevare eller genopbygge sit livsmod, håb og mening.

I den fase af livet er teenageren optaget af at opbygge en identitet, derfor skal de voksne give de unge plads til at udforske og udvikle deres forståelser og overbevisninger. Ofte får de unge en følelse af, at ingen forstår, hvordan de har det, og de kan opleve stor ensomhed.

De voksne skal drage omsorg og støtte og sørge for samtaler om den unges ”existential and spiritual thoughts about the nature of life and death,” hvor de også bringer sig selv i spil.