Dorte Toudal Viftrup: Forskning er jo bedst derude i virkeligheden

”Jeg har næsten boet på de hospicer i perioder af mit liv”, indleder Dorte Toudal Viftrup, da hun skal berette om, hvad der på 16.år driver hende til at forske i, hvordan der kan gives eksistentiel og åndelig omsorg i det danske sundhedsvæsen og – viser det sig – måske også hjemme hos os selv og til både dem i slutningen af livet og dem, der kun lige er begyndt på det.

”De minder om hinanden, børnene og de døende,” indskyder hun.

”Ingen af dem har det der filter. De er lige på. Ærlige.”

Dorte Toudal Viftrup er uddannet psykolog, har haft praksis i flere år og sideløbende forsket. Nu er hun forsker på fuld tid som lektor på Syddansk Universitetet, SDU, og medleder af Forskningsgruppen for Eksistentiel og Åndelig Omsorg under Forskningsenheden for Almen Praksis.

”Det driver mig at være der, hvor patienter og personale er, at finde det, der udfordrer dem, undersøge det, forske, sammenfatte og så bringe den viden, vi når frem til, tilbage til praksis,” fortæller hun og fortsætter efter en meget kort pause.

”Jeg kan faktisk blive en lille smule høj, når jeg ser, at det, vi laver, kan bruges. Det elsker jeg. Forskning er jo bedst derude i virkeligheden, ikke?”

• Dorte Toudal Viftrup.
  Lektor, Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA), Institut for Sundhedstjenesteforskning, Forskningsgruppen for Eksistentiel og Åndelig Omsorg
• Cand. Psych., Ph.d.
  Ph.d. om åndelighed og tro i det terapeutiske rum.
• Klinisk psykolog gennem en årrække.
• Udførligt CV her

Dorte Toudal Viftrup har et særligt forhold til hospicer, som hun har haft en række forskningsprojekter på, men det er også hende, der står i spidsen for forskningen i børn og unges eksistentielle liv, som siden 2022 har været i fokus i forskningsgruppen.

”Det er, som om de to områder, jeg har arbejdet med, nu finder sammen. I mit arbejde som psykolog var det meget ofte med børn, så kom hospice, og nu er det børn og døende. Jeg tror, det er, fordi jeg er meget optaget af at være de steder, hvor alt sættes på spidsen. Det gør det på hospice, hvor jeg møder patienter, men også deres pårørende, deres børn, også små børn.”

Et af hendes seneste projekter er netop forskning i, hvordan det er at være barn til en mor, far eller nær bedsteforælder, der er indlagt på hospice. Læs mere via link nederst i artiklen om, når de voksne dør.

”Da jeg var på hospice, blev det tydeligt, at der skal sørges særligt for pårørende-børn. De er en særlig gruppe med nogle særlige behov, og det kan være særligt svært for de sundhedsprofessionelle at vide, hvordan de bedst griber dem an. Det skulle vi gøre noget ved. Så det gør vi.”

Lovkrav om børns behov

På hospice møder de pårørende børn og unge døden på tidspunkter i deres liv, hvor de er i gang med at udvikle sig og undersøge livet.

”At arbejde med børn og unge handler utrolig meget om udvikling, om at blive menneske, skabe en identitet. Det er også noget af det, der sker for den døende, bare med omvendt fortegn. Det er så tydeligt, når jeg er derude sammen med dem, at børn også har den der direkthed, som de døende har.”

Begge parter beskæftiger sig med de store spørgsmål, erfarer hun. Hvad er livet? Hvad er jeg til for? Hvorfor dør vi?

”Jeg kunne se, hvor meget det eksistentielle optog børnene og de unge. Samtidig ved vi meget lidt om deres åndelige og eksistentielle behov, og hvordan disse spiller ind i deres udvikling og måde at tackle de svære ting på”.

Vi har viden både psykologisk og sundhedsfagligt, så vi kan pege en retning for den sunde, åndelige udvikling.

Både folkeskoleloven og WHO´s anbefalinger omhandler børns åndelige udvikling og åndelige behov, men hvordan, skolen involverer sig i børn åndelige udvikling, er der ingen vejledninger i.

”Skolen er en dannelsesorganisation, hvor sundhedsvæsenet er en behandlingsorganisation, så selvfølgelig kan vi ikke uden videre tage sundhedsfaglig viden om børns åndelige behov over til skolens fokus på åndeligudvikling, men vi har viden både psykologisk og sundhedsfagligt, så vi kan pege en retning for den sunde, åndelige udvikling.”

Se link længere nede for artikler om børns åndelige udvikling og om at tale med børn om deres åndelighed.

Særlig dansk åndelighed

I andre lande er der mere viden om børns åndelighed, men den er svær at benytte, da man ”ikke kulturelt kan overføre ret meget.”

”Der er meget amerikansk forskning, men alene i sproget er der en kolossal forskel. De taler meget om Gud, men på en anden måde, ofte i bestemt form og en kristen kontekst. Og så mangler de den grundtvigianske dimension, kan man kalde den. De mangler dannelsesdimensionen i deres åndelige udviklingsforståelse.”

Ifølge Dorte Toudal Viftrup har danskerne en særlig udgave af det eksistentielle og åndelige, som er nært knyttet til det pædagogiske og dermed til vores danske dannelsessyn.

De havde øje for, hvad barnet allerede kan, som vi voksne har glemt eller skubbet væk.

”Vi ser meget udvikling som en bevægelse. Hele livet. Vores forståelse af åndelighed i Danmark er en del af den pædagogiske arv, der ligger under vores skoler. N. F. S. Grundtvig (1783-1872) og Kresten Kold (1816-1870) var jo helt forrygende,” siger Dorte Toudal Viftrup og henviser til deres indflydelse på ”hele det danske samfund” gennem deres grundlæggelse af højskole- og efterskolebevægelsen som henholdsvis præst filosof, salmedigter med meget mere – og lærer.

Også de arbejdede med børns og voksne åndelighed som en del af livet, der udvikles og dannes hele livet gennemsam-talen, den kritiske tænkning og handling

”De havde øje for, hvad barnet allerede kan, som vi voksne har glemt eller skubbet væk. Den der ærlighed om det eksistentielle. Den har børnene. Og de døende.”

Ikke en sygdom at dø

Når hun arbejder med børn og døende, er det ikke, fordi ”voksne som sådan er kedelige, men på mit personlige niveau har jeg det nok sådan, at jeg vil være der, hvor der sættes lup på det centrale i livet. På døden og lidelsen. På det eksistentielle.”

Netop på hospice sættes der lup på livet og døden på samme tid, og der opstår samtaler om det at være til.

”Den døende har ofte et langt livsperspektiv, men en kort horisont. For barnet er det modsat. Det har et kort livsperspektiv og en lang horisont. Det er, som om de står der sammen og skuer ud over livet. De er vidner til livet fra hvert sit sted.”

Det kan være megahårdt at være vidne til døden, det ved jeg godt.

Dorte Toudal Viftrup ser sig selv som én, der går rundt i grænselandet mellem liv og død. Der, hvor vi alle vil bevæge os flere gange i løbet af vores liv.

”Set i det eksistentielle perspektiv er det ikke en sygdom at dø. Det er heller ikke sygt, at nogen i ens nære familie dør. Det kan være benhårdt, ja, men det sker for alle,” siger hun stille og fastholder blikket.

”Og for mig er det simpelthen derfor sådan, at døden råber på en eksistentiel optik fremfor en psykologisk. Det kan være megahårdt at være vidne til døden, det ved jeg godt. Man kan udvikle psykopatologi, mistrivsel og depression, men det er ikke sygeligt i sig selv at være ked af det i nærheden af døden.”

Eksistentiel tænkning giver kræfter

At se på livet og døden med et eksistentielt fremfor et psykologisk udgangspunkt ”åbner simpelthen for nogle andre måder at være på.”

En måde, der er nødvendig, mener Dorte Toudal Viftrup, og som kan benyttes i mange andre sammenhænge livet igennem.

Man kan som eksempel miste sine forældre og børn, men også venner og adgang til den ene forælder ved skilsmisse.

”Børn, som mister, kan udvikle angst, også en eksistentiel angst. Men fordi de rent faktisk har mistet, så er der tale omen reel angst.”

Vi har brug for at blive mødt i den eksistentielle angst.

Hun stopper op.

”Men, vi har faktisk ikke en kognitiv metode til at behandle den angst. Vi har primært udviklet psykologiske metoder til den irrationelle angst. Den er for noget, der ikke er reelt, for eksempel angsten for at sidde i en elevator, for det åbne rum og lignende. Vi ser næsten på al angst som irrationel angst, men nogle gange er den eksistentiel. Og det er noget andet. Vi har brug for at blive mødt i den eksistentielle angst, men ikke at få den væk. I stedet kan vi finde livsdybder af at tale om som det, det er.”

Livet kan ikke fikses

At lære børn og voksne at tale åbent om den eksistentielle angst og at anerkende dem og møde dem i den, vil give dem bedre muligheder for at leve med den, mener hun og efterlyser ”langt mere forskning i netop det.”

Vi er en del af et fællesskab. Vi er mennesker.

”Vi kommer jo alle til at miste. Mange vil stå med den eksistentielle angst. Men kan vi lære hinanden, at den er en del af livet, at vi alle mærker den og har brug for hinanden i den, så kan vi finde livsmod og livsdybde, tror jeg, til at klare den bedre. Så vil vi vide, at vi nok er alene med at have mistet netop dem, vi har mistet, men vi er ikke ene om at have den eksistentielle smerte. Vi er ikke forkerte, anderledes, udenfor. Vi er en del af et fællesskab. Vi er mennesker.”

Dorte Toudal Viftrup taler videre om se eksistentielt på livet som en mere brugbar måde at være i livet på i en tid som vores med store, reelle begivenheder som krigen i Ukraine og klimaforandringer, som også selv små børn får ind i deres liv som mulige reelt angstskabende.

”Det er min hypotese, at vi må lære børn og hinanden at leve med, at vi ikke kan fikse alt. Den eksistentielle angst kan du ikke fjerne. Det er et livsvilkår. Vi skal dø. Vi kan ikke fjerne døden. Og du kan heller ikke fjerne angsten for døden eller angsten for ansvaret for at tage dit eget liv på dig – men vi kan mødes i det som mennesker sammen.”

Børn skaber eksistentiel mening

Når hun arbejder med børn, kan hun indimellem tænke, at de ved meget af det, hun prøver at sætte ord på. De har ikke formuleringerne, men de tænker, føler og agerer eksistentielt.

”Det er netop det, de gør. Børn er eksistentielle og åndelige. De søger mening og transcendens fra begyndelsen af og både funderer og handler efter det. De sidder ikke bare og passivt, når de føler og oplever ting, men har en intention og en mening med det, de gør: De vil skabe sig et meningsfuldt og godt liv. De vil finde ud af, hvem de er, og hvad de skal med dette liv i denne verden.”

De søger mening og transcendens fra begyndelsen af.

Børnene lever meningsfuldt, selv om de ikke har ord for det, og de voksne ikke altid kan få øje på det.
”De vil gerne være et menneske, som de selv kan lide. De vil gerne lave noget, der betyder noget for dem. De vil gerne stå i relationer, hvor de føler sig anerkendt, og hvor de er forbundne med andre mennesker. Og mere end det. De vil også have noget i livet, der er af stor betydning. Noget åndeligt. De vil gerne have en forbindelse. Være en del af noget større.”

Ved at tale med børn om ånd og eksistens, erfarer hun, kan voksne få glimt af denne samhørighed, men også voksne har svært ved at sætte ord på, viser hendes og kollegers forskning. Læs mere i de artikler, der linkes til herunder.

Ord gør os til åndsvæsener

At sætte ord på eksistens og ånd er noget af det, der har optaget hende og forskerkollegerne gennem de senere år. Ikke alene er det svære områder for mange at tale om, ordene, vi bruger, forstår vi heller ikke på samme måde. Læs mere i forskningsartiklen, der linkes til nederst.

”Men vi skal arbejde med at finde ordene. Og bruge dem. At sætte ord på, hvordan det er at være til, på hvad vi vil med vores liv både som børn og som voksne, det er jo det, der gør os til åndsvæsner. Til mennesker.”

Dorte Toudal Viftrup understreger, at det ordene også har en anden, meget afgørende betydning.

Det er med ordene, at vi bliver fælles.

”Det er med ordene, at vi bliver fælles. Når vi ikke har sprog, er vi ofte alene. Selvfølgelig er vi alene om at dø, men vi er fælles i bevidstheden om, at det skal ske. Sproget gør den virkelighed tilgængelig for os. Det er den måde, vi kan møde hinanden på. Ikke på helt perfekt vis, men i ret stor udstrækning.”

Det er det, du gerne vil give videre med din forskning?

”Det kan du sige, ja, til både voksne og børn og unge. Vi bliver ikke givet ret meget sprog for eksistentielle og åndelige livssituationer, det må vi hjælpe hinanden med at få, ellers er der simpelthen for store dele af det at være menneske, vi ikke kan tage greb om, mener jeg.”