Det sker ikke overnight: Fem trin af den eksistentielle omsorg

At give patienter den rette eksistentielle og åndelige omsorg, er ikke noget, der er overstået med en enkelt samtale.

Det gælder både for børn og voksne, unge som gamle – og uanset sygdom.

Og det gælder alle de faggrupper, der er involveret. Det være sig læger, sygeplejersker, psykologer, præster, pårørende – og patienten selv.

Læs artikel: Hvad er eksistentiel og åndelig omsorg

Det at ville give eksistentiel og åndelig omsorg har indflydelse på alle dele af sundhedsvæsenet og på alle de tidspunkter, patienten selv oplever, at eksistentielle spørgsmål trænger sig på, hvor ”existential questions and crises may arise”, som et hold forskere skriver i deres sammenfattende artikel “The Process of Spiritual Care” fra Frontiers in Psychology. Læs artiklen i sin helhed via link nedenfor.

Når formen på denne slags omsorg oveni er dybt afhængig af både den enkelte patient og den enkelte ansatte eller pårørende, kan det være svært at udvikle en fast procedure eller at udvikle ”a stringent approach”.

Mangel på plan sænker niveauet

Men det er alligevel afgørende at have en plan.

Sådan argumenterer de tre ledende forskere fra forskningsgruppen ”Eksistentiel og Åndelig Omsorg” under Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet, SDU, professor Niels Christian Hvidt, lektor Dorte Toudal Viftrup og seniorforsker Ricko Damberg Nissen.

Læs interview med Niels Christian Hvidt

Og, bemærker de, det er afgørende, ”essential for providing spiritual care”, at lægge en plan og følge den i respekt for, at der er brug for flere af de værktøjer, som de er med til at beskrive i artiklen ”The Catalogue of Spiritual Care Instruments”. Link til den artikel står også længere nede.

Læs interview med Dorte Toudal Viftrup

Ellers risikerer man, at niveauet af den eksistentielle og åndelige omsorg bliver ad hoc løsninger afgjort af ”individual empathy, involvement, (lack of) training, and interest.”

De foreslår derfor en model, hvor omsorgen udøves i fem faser.

Gerne fast procedure

Modellen er ikke tilrettet hverken en specifik kultur, spiritualitet eller religion, og er heller ikke et indgreb, ”an intervention”, men derimod en struktur, man kan arbejde i, uanset hvem, man er er hvor i sundhedsvæsenet.

De foreslår, at deres model bliver udgangspunktet, ”the default position”, for ethvert sted, hvor der ydes eksistentiel og åndelig omsorg.

Læs interview med Ricko Damberg Nissen

Ved at se på omsorgen som en proces, flyttes også forståelsen henimod, at den er et hele, og ”a relationship between the involved parties”, et samarbejde. Samtidig kan dette skridt, påpeger forskerne som det mest afgørende, afsløre det store potentiale, ”the positive potential that lies in spiritual care”.

De fem faser er:

1. Identifikation af de eksistentielle og åndelige behov og ressourcer. Dette kan blandt andet gøres via spørgeskemaer, fastlagte retningslinjer, samarbejde med for eksempel præster med mere.
2. Gå i dybden med behovene og med at forstå patienten. For eksempeI ved brug af det, forskerne kalder The Meaning-Making Matrix , som kan afklare, om behovene er sekulære, spirituelle eller religiøse, om der skal tages særlige kulturelle hensyn, eller om de er af kognitiv eller praktisk art – eller en kombination.
3. Derpå skal der lægges en plan, som måske kræver inddragelse af andre faggrupper.
4. Så skal selve omsorgen udøves i loyalitet overfor planen.
5. Og der skal evalueres løbende, så man sikrer sig at patienten får det ønskede udbytte.